Lidt om dioramaets kunst

Jeg har lavet lidt research på landskab og diorama idag. Ved søg på “landscape diorama” på Google landede jeg på websider med instruktioner om hvordan man/mænd kan lave miniaturelandskaber til legetøjssoldater, se http://www.wonderhowto.com/hobby-store/train-rocket-model-video/how-to-make-a-realistic-looking-landscape-diorama-157419/ eller http://www.stormthecastle.com/mainpages/dioramas/diorama_tutorial1.htm (nr. 2 og 3 søkeresultat). Jeg vidste ikke at det var en hobby-genre – det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse at der bygges modeller af verden i alle afskygninger og leges med dem. Sådan set er der vel ikke så langt fra disse soldaterlandskaber til computerspil, historisk maleri og museernes dioramafremstillinger.

Det var først via et Google billede-søg på de samme ord at jeg kunne skille klinten fra hveden ved selvsyn og klikke mig ind på billeder af dioramaer som vi kender dem fra museerne hvor de har været direkte knyttet til museumsformidling gennem tiden, måske specielt den naturhistoriske. Jeg fandt således en fremstilling af en William Huff, se http://www.ucmp.berkeley.edu/about/history/williamhuff.php, som arbejdede med fremstillinger af istidens landskaber og dyr. Måske var det paleontologerne der først brugte denne fremstillingsform til formidling af svundne dyr og landskaber?

Dagens citat – naturangst; hvis ansvar?

Peter Wivel skrev i weekendavisens udgave 16.-22/2-1996 under overskriften “Naturangst” følgende:

“Den amerikanske professor [en i artiklen ikke-navngivet nobelprismodtager der var blevet interviewet på TV] advarede mod, hvad han opfattede som modebestemt fjendtlighed over for naturvidenskaberne. Miljøhysteriet har sat fysikere, kemikere, ingeniører og medicinere på anklagebænken.

Men det er ikke os, der skaber problemerne i miljøet, sagde han til sit forsvar. Vi skaber viden, forståelse, indsigt, oplysning. Vi gør verden klogere. Hvad den, verden, vil bruge disse videnskabelige erobringer til, ligger uden for videnskabsmandens ansvarsområde. Det er moralske og praktiske afgørelser, som vi alle som enkeltmennesker og samfundsborgere må træffe selv.”

Efter at have diskuteret mulige årsager til flugten fra de naturvidenskabelige uddannelser i Danmark i 1996, set i lyset af et socialdemokratiske oplysnings- og moderniseringssprojekt, skriver Wivel afslutningsvis:

“(…) Nu tilbeder man en ny naturkraft, miljøet, der påstås at sætte grænser for industrisamfundenes vækst. Stadig i samme storslåede forsøg på at tøjle det, der aldrig kan tøjles, gudskelov, nemlig menneskets utrolige opfindsomhed.

I den udstrækning der er miljøproblemer, er beskæftigelse med naturvidenskaberne den eneste løsning på dem. Angsten for det moderne er taberens parti.”